Pattedyr er turbo-krybdyr

Pattedyr har et meget højere energiniveau end krybdyrene. I hvile forbrænder et pattedyr omkring 4-5 gange så meget energi som et krybdyr.

Det er en meget markant forskel.

Vi kan takke vores hjerte og mellemgulv for den præstation. Mellemgulvet, endnu en genial pattedyrsopfindelse, sørger for en stor luftudskiftning i lungerne, og vores stærke, 4-kamrede hjerte sørger for, at den ilt meget hurtigt fordeles ud i muskler og organer. På grund af den store tilførsel af ilt kan vores muskler arbejde både hårdere og længere end krybdyrenes.

Sagt på en anden måde, så er der en grund til, at kødædende pattedyr aktivt opsøger og jager deres byttedyr, mens kødædende krybdyr plejer at ligge i skjul og vente på, at et byttedyr helt af sig selv bevæger sig indenfor krybdyrets stærkt begrænsede aktionsradius.

Ulempen ved denne frådende pattedyrsmotor er selvfølgelig, at den har et stort brændstofbehov. Vi kører ikke nær så længe på en optankning som krybdyrene. Til gengæld kommer vi mere omkring, så tingene hænger sammen. Krybdyr og pattedyr har bare to forskellige økologiske strategier.

Pattedyrenes høje energigennemstrømning er forudsætningen for udviklingen af alle de funktioner, der rækker ud over kortsigtet overlevelse i nu’et. Vores varmblodethed/temperaturregulering er et indlysende eksempel på en energikrævende funktion, der er lidt luksuspræget, men som også åbner døren til helt nye muligheder/økosystemer.

Mennesket kan kun eksistere i kraft af en ekstrem høj energigennemstrømning. Vedligeholdelse og drift af vores store hjerner alene kræver meget store mængder af energi og ilt.

Vi vælger selv, hvad vi vil bruge vores energioverskud til. Vi kan væve gobeliner, lave kropsudsmykning, spille violin, lege og pjatte, drage i krig, studere, spille fodbold, bygge raketter eller kloakker, danse, programmere, tænke tanker, diskutere eller samtale, bygge huse eller luftkasteller.

Men alle overskudshandlinger kommer fra samme kilde. Nemlig pattedyrenes ufattelige evne til ikke blot at presse store mængder af energi gennem systemet, men også at styre energistrømmen, så den hverken skader kroppen eller dens omgivelser. Mennesket har masser af stabiliserende, energiregulerende feed-back loops. Nogle af dem er under nogenlunde bevidst kontrol, og det kan bestemt betale sig at lære dem at kende.

 

 

Om mig

Velkommen til Rodfast.

Rodfast er min legeplads. Her poster jeg om de mange, mange ting, som fascinerer mig. Menneskelig trivsel, ørkenbekæmpelse, familievenlige katastrofer mm. Det er et fredsommeligt sted med underlige oplysninger, skæve sammenhænge og historier.

Her finder du forskellige, vildtvoksende informationer, som ikke lige passer ind i almindelige samtaler. Rodfast er simpelthen skabt for at give mig et sted, hvor jeg kan fortælle løs, uden at trække mine sære interesser ned over hovedet på uforberedte og/eller uinteresserede naboer, kolleger og familiemedlemmer.

Det er også her, jeg forsøger at blive lidt mindre IT-analfabet. For hvordan er det lige, man designer en hjemmeside eller giver en video danske undertekster? Det gør jeg her på min IT-legeplads.

Og mig? Jeg bor i Vandkantsdanmark med masser af natur og blå himmel. Jeg har haft stress og depression. Hele den sædvanlige historie. Også helt normalt har vejen ned til bunden og op igen sendt mig gennem skyer af tankedrys, poetiske, rationelle og lavpraktiske indsigter, som jeg ikke rigtigt ved, hvad jeg skal stille op med i sådan en helt almindeligt hverdag.

Blandt andet er jeg blevet meget betaget af, hvad sådan nogle pattedyr som os egentlig kan klare. Samtidigt med at vi kun kan udfolde vores fabelagtige pattedyrstalenter under passende betingelser.

Andre skal have lov til at betages af dinosauruser og reptiler. I mine øjne er pattedyr meget mere nuttede, men også langt mere imponerende og frådende farlige end krybdyrene.

Så hvis du har lyst til at læse om pattedyrenes ganske særlige evner og begrænsninger, eller om hvordan andre mennesker trækker kulstof ud af atmosfæren så er du havnet det rigtige sted.

God læselyst.